Referater / Medlemsmøde 26.11.2019

Medlemsmøde 26.11.2019

Medlemsmøde tirsdag den 26. november 2019 i Rytterkasernen

Ca. 25 aktive forventningsfulde medlemmer af foreningen var mødt op i godt humør, til information om foreningens virke i løbet af året, og noget om de kommende aktiviteter. Naturligvis i skøn forening med lidt julestemning i form af æbleskiver, gløgg og lidt mokka.

Poul Erik bød på bestyrelsens vegne velkommen til alle, og var meget tilfreds med fremmødet.

Han fortalte om et bragende godt og aktivt år, vi har deltaget i mange ting, til stor tilfredsstillelse for dem vi har ”hjulpet” og til stor fornøjelse for alle de glade og aktive medlemmer, der har ydet en stor indsats. Så lad os glemme at der enkelte gange har været lidt skuffende oplevelser, omkring forplejning og tilrettelæggelse af vores indsats fra arrangørernes side.

”Skralde” arbejdet ved de store arrangementer som Tinderbox og Ed Sheeran, har skæppet godt i pengekassen meddeler Mette Hansen.
Arrangørerne har rost vores fantastiske evne til at rydde ordentligt op efter diverse ”festaber”, eller måske kan vi kalde dem ”festgrise”.
Det frivillige arbejde har været de omliggende gader og stræder, så spørgsmålet er om vi ikke skal lægge billet ind på oprydning inde på fest pladserne. Vi får at se.

TUF har modtaget Bæredygtighedsprisen og derved fulgte der også 5000 kr. med.

Bestyrelsen vil gerne høre medlemmernes forslag, i forbindelse med beslutning om at bruge ca. 10.000 kr. til fortjent medlemspleje. Her er så en række forslag der fremkom på mødet:
 
Tur til Tyskland, Kandiskoncert, håndboldkamp, oplevelsesture, Avernakø festival, nyt ravmuseum på Møn, spise sammen i Storms Pakhus, en fest, nye jakker, Legoland, Tivoli, Bakken og Jesperhus på Mors.

Poul E. fortalte at der vil blive en Tysklandstur før jul. Hvis han kan finde et firma der ikke er gået konkurs.

Bestyrelsen beslutter på næste møde i januar, hvad vi skal ”hygge os med ”

Kommende aktiviteter lige om lidt:

HCA’s Julemarked sidst i november og først i december. Der skal spredes god julestemning og god julekarma, og så skal der uddeles pebernødder. Det knaser lidt med planlægningen fra kommunens side – dem der har tilmeldt sig hører nærmere.

Lysløbet onsdag den 4 december. Vi mødes ved Odense Rådhus kl. 18.00.

Er du bange for fælder – altså ikke dem man sidder fast i, men dem der opstår når du bruger internettet altså ”IT- Fælder".
Kirsten fortæller at ULF holder kursus i dette emne onsdag d. 18. december kl. 14 – 16 i Borgernes Hus, lok. 1.1. Skynd dig at tilmelde.

Flere medlemmer har mange gange ytret ønske om at TUF arrangerer indlandstur / indlandsferie.
Lige nu er der ingen i koordinatorgruppen der har overskud.
Du kan i øvrigt fremover finde et link på vores hjemmesiden og facebookprofil til ULF Ferie, dem er der mange af, og det siges at de er meget populære.

Kickstarterprisen blev overrakt Frederik med stort klapsalver, godt gået DU!

Bæredygtighedsprisen overrækkes til Lotte, klap klap.

De sidste æbleskiver gled såmænd også ned, og vi sluttede mødet med et ønske om en god jul og et godt nytår til alle.

Henk